Los Johan Hansen |
||
|
Johan er sølods. Han har hjemme der ude i havbrynet, hvor ved Rakkeboerne høst og vinterstormene vælter sine ulykkes-varslende brøl indover i de små stuer; der øver han sin gjerning, og der trænges den. Vore sølodser har øvet mange bedrifter der er vor stolthed og fremmedes beundring. Med pligtfølelse, mod og aandsnærværelse er de gaaet til sin farefulde gjerning. Og den gjerning krever hvad en mand kan yde. En sølods maa kunne sætte livet ind om han skal række op. Kampen er bleven stridere og stridere, fartøiene færre og færre. Det bliver knappere med brødet i de smaa stuer; det er mest graaveir nu baade i ”stuen” og baaden. Der seiles paa livet for livet. Om sommeren gaar det an med den vidstrakte arbeidsmark langt ned i Kattegat og ud i Nordsøen. Kommer ”far” hjem uden at ”have faaet skude”, tendes haapet lettere, slidet er ikke saa haardt paa denne aarstid; skuffelsen trænger dybere ind om høsten og vinteren. Det er storm; der seiles dag og natt; baaden gaar for stomperne, kjæmpende gjennem dyb sø og brot. En lysstraale kløver mørket; der er en skude, og saa ud med et rev, en anden kunde komme i forkjøbet. Saa sejles der; med øiet spendt for kurs og brot bærer haanden paa roret baaden over og gjennem søen. Dennegang lykkes det vist, skuden skal ha lods: den blusser. Var der ikke et annet blus samtidig? En anden lods hadde lykken, han kom først; saa mattes øiet og armen slappes. Og saa om vinteren; issørpe, isflag under, storm og snetykke over, iset baad og isede klæder; han er der ude paa arbeids-marken; der er maaske noget at tjene, nogen at redde. En høst i november, det blaaste stiv kuling af paalandsvind. Indimellem hagl og snebyer, gik Johan ud om natten. Ud paa morgenen øgede veiret. Seilene maatte stumpes. Saa skar der glimtvis gjennem tykket skinnet af en lanterne. Lyset kom fra en brig der var kommen op under boerne. Borde kunde lodsen ikke; dertil var søen for høi. Han skreg, men stemmen blev borte i stormens hvin og braattenes brøl; saa bar han af og vinkede, de skulle følge; men fartøiet seilte forbi og fik braat i bougen; lodsbaaden skar til vinden, briggen efter, og vestover gik det mellem braattene mot Nevlunghavn. Under denne fart kom nok en skude frem mellem Rakkeboerne; den søgte under lodsbaaden, og Johan førte begge fartøier ind til Nevlunghavn. En vinter, da baade havnen og søen var islagt, skar Johan sig ud af isen i havnen og holdt det gaaende i renden mellem Fredriksværn og Svenør. Isen skruede og vilde knuse baaden. Saa tyede han ind i Svenørhavnen. Her vilde isen ogsaa tage baaden fra ham; han maatte ud igjen, og her trængtes hjælp. To skuder var kommen ind i isen; det blev ført til ankerplads. Efter denne bedrift gikk Johan paa flakene ud til lodsbaaden, førte nok en skude i havn; men saa vilde ikke baaden mere, den var synkeferdig. Isen havde taget to planker af bougen. Midtvinters i en forrygende storm traf Johan en synkeferdig skude under Svenør. Han forsögte forgjæves at borde. Mandskabet skreg efter lodsen; han var eneste redning; Johan fik linen om livet, gik i søen, haltes ombord og førte fartøiet i havn. Han rak frem, men da var han nok omtrent stivfrossen. Johan Hansen har som saa mange af vore sølodse gaaet i lodslære som barn. Han er 46 aar og har været lods i 15 aar. E.
Schollert.
|
